Sunni-, shia- og kharijimuslimer – hvad er nu forskellen?
Forfatter: Robert J. Buhl At ord som »muslim«, »islam«, »sunni« og »shia« etc. dukker hyppigere op i det brede nyhedsbillede i dag end nogensinde tidligere er givetvis en antagelse, som de fleste vil kunne tilslutte sig.
Islam er en religion, som befolkningerne i de vestlige lande uundgåeligt vil komme til at skulle forholde sig mere til i tiden, der kommer, og derfor kan der være god grund til at sætte sig lidt nøjere ind i, hvad islam er for en størrelse, herunder hvad forskellen er på de tre overordnede trosretninger inden for islam. Ud over det indlysende fordelagtige i at vide, hvad der ligger bag, når der tales om forskellige muslimske grupperinger, kan et større fokus på disse interne forskelligheder også tjene til, at man bliver sig bevidst, at der inden for den muslimske verden er omtrent så stor variation og mangfoldighed i syn på tro, religiøs praksis og politisk religion, som der er det inden for den kristne verden.
Det kan med andre ord hjælpe til at fremhæve nogle nuancer i forståelsen og dermed undgå den grelleste ‘reduktionisme’
Interne stridigheder
Som sagt inddeler man verdens muslimer i tro hovedretninger: sunni-, shia- og kharijimuslimer, hvor sunnierne eller sunnitterne, selv om de er den yngste gren af de tre, udgør langt den største del. Den oprindelige grund til, at de allertidligste muslimer inddelte sig i forskellige grupper eller ”sekter”, var, hvad man kunne kalde for en arvefølgestrid. Muhammad ibn Abdallah, senere bedre kendt som profeten Muhammed, fik sine første åbenbaringer i 610 i byen Mekka i det nuværende vestlige Saudi Arabien.
De fortsatte frem til hans død i 632.
I mellemtiden var Muhammed udvandret til byen Medina, godt 300 kilometer nord for Mekka, og her blev han leder for alle tilhængerne af denne nye religion, som havde den tro, at Muhammeds åbenbaringer var budskaber fra Gud. Men da han døde blev spørgsmålet, hvem der skulle efterfølge ham, for Muhammed havde ikke selv udpeget en til at overtage ledelsen af den stadigt voksende gruppe muslimer. Hvem skulle være kalif, som det kaldtes, hvilket betyder »stedfortræder for Gud«. Et flertal af Muhammeds tilhængere valgte så Muhammeds svigerfar, Abu Bakr, som den første kalif.
Han udpegede selv senere Umar til sin efterfølger, hvilket affødte en del utilfreds blandt flere, da de ikke blev inddraget i beslutningsprocessen.
Og da Umar valgte Uthman som den tredje kalif, var mange meget utilfredse, idet de havde støttet Ali, Muhammeds fætter, og mente, at han var den retmæssige efterfølger. Det er denne politiske magtkamp om retten til at lede kalifatet, det muslimske samfund, som var den mest håndgribelige grund til, at man opdeltes i forskellige såkaldte sekter. Derudover har man også diskuteret troslære og -praksis, hvilket har resulteret i andre uenigheder, som har udmøntet sig i forskellige syn på centrale teologiske og politiske spørgsmål de forskellige retninger imellem
Konsekvens: tre hovedretninger
Kharijimuslimerne menes at være den første udspaltede undergruppe inden for islam. De støttede oprindeligt Ali, men brød med ham i 657, og var herefter af den opfattelse, at enhver rettroende muslim havde ret til at blive valgt som kalif.
De var kendt som en kompromisløs og, om de fandt det nødvendigt, voldelig sekt, der mente, at det var tilladt at etablere et islamisk styre i ikke-islamiske territorier med krig.
I dag findes kharijitterne ikke mere, kun en lille gruppe kaldet ibaditter, som er udløbere deraf men løsrevet fra den politiske radikalisme, findes få steder i verden.
Frem for alt i Oman på den arabiske halvø, hvor ibadi-islam faktisk er statsreligion. De udgør sandsynligvis under 1 procent af verdens muslimer.
Shiamuslimerne holdt, modsat kharijitterne, fast ved, at Ali var den legitime arvtager til kalifposten. Det gjorde de, fordi de var af den overbevisning, at den sande kalif skulle være i familie med profeten Muhammed. Det var en holdning, som havde rod i et traditionelt synspunkt i arabisk stammekultur, nemlig at særlige kvaliteter kunne genetisk nedarves.
Muhammeds særlige politiske og åndelige autoritet fandtes derfor ifølge shiitisk teologi inden for hans slægt, hvorfor først Ali og dernæst hans slægtninge var de eneste legitime kaliffer. Nøjagtigt hvilken afstamningslinje, der skulle følges, blev dog et nyt stridspunkt, hvorfor shiitterne blev underinddelt i endnu flere retninger.
Shiismen omfatter omtrent 10-13 procent af verdens muslimer og Iran er det eneste land i dag, hvor shia-islam er statsreligion. Sidst men ikke mindst er der sunnimuslimerne.
Det er den retning, som opsted sidst af de tre, men i dag er det langt overvejende den største. Den udgør hen imod 87-90 procent af verdens muslimske befolkning.
At sunnismen er blevet så langt den største retning inden for islam skyldes i høj grad, at de kunne anerkende en hvilken som helst kalif, så længe han ledte det muslimske samfund ifølge koranens anvisninger og i særlig grad ifølge Muhammeds egen sædvane, hans sunna, som den er overleveret i de tekster, vi i dag kender som hadith. Sunnitterne brød altså ikke i protest ud fra et flertal, som allerede havde accepteret de valgte. De anerkendte alle de fire første kaliffer, Abu Bakr, Umar, Uthman og Ali som legitime arvtagere, og kom således til at udgøre den konventionelle hovedgruppe.
I dag er sunnismen tilmed, eftersom den omfatter tæt på det samlede antal muslimer, verdens største trosretning efterfulgt af katolicismen, også selv om kristendommen er den største religion, og den er statsreligion i lande som Afghanistan, Saudi Arabien og det meste af Nordafrika
