Det gode demokrati – politikernes eller folkets ansvar?

demokrati

1 år siden |  0 comments  |  Kulturnyt

Dette indlæg er skrevet af Robert J. Buhl

Demokrati og demokrati er to ting. Eller sagt med andre ord: demokrati er ikke bare demokrati. Der er godt demokrati, og der er dårligt demokrati. Der er demokrati som form og demokrati som indhold eller værdi. Demokrati i den væsentligste forstand er ikke noget, men enten har eller ikke har. Det er noget, man kan have i større eller mindre grad. Og derfor er demokratiet noget, der skal udfordres og debatteres til stadighed. For lige så lidt, som man kan være sikker på, at blot fordi man ”går ind for” at være et godt menneske, så vil man også til enhver tid vide, hvad det vil sige at handle godt og desuden være sikker på, at man rent faktisk gør det – lige så lidt kan man være sikker på, at man har et godt og velfungerende demokrati, blot fordi man én gang har besluttet, at man går ind for demokratiet.

Men hvem har så ansvaret for, at demokratiet ikke bare er en mere eller mindre indholdsløs form men et prisværdigt folkestyre? Hvem har ansvaret for, at demokrati ikke bare er demokrati, men at det er det gode demokrati?


Demokrati som fællesprojekt


I den del af den aktuelle demokratiske debat, der kan kaldes for en metadebat, eftersom den netop omhandler demokratiet selv – dets faktiske tilstand og forestillinger om dets mere ideale udformning – er der et emne, som dukker op gang på gang. Kært barn har mange navne, og det behandles derfor både under overskrifter som »politikerlede«, »mistillid til de folkevalgte«, »større afstand mellem folket og eliten«, »ekspertvælde« og så videre. Fælles for dem alle er, at de grundlæggende udtrykker en folkelig utilfredshed med de ansvarshavende, og at de ansvarshavende altså først og fremmest er politikerne, ministrene, embedsmændene og lignende. Kort sagt at demokratiets problemer kan henføres til en mere eller mindre anonym magtelite.

For god ordens skyld bør man til en start slå det åbenlyse fast, at magthaverne, som de kan kaldes med en samlebetegnelse, naturligvis sidder inde med et stort og konkret ansvar. Det må på intet tidspunkt betvivles, og det er derfor også særdeles vigtigt, at disse, når de er blevet vist den tillid, at de skal lede landet, ikke misbruger eller misforvalter denne tillid. For, som det er med alle former for tillidsbrud, er det langt sværere at genoprette tilliden, end det er at bevare den.

Men det er det åbenlyse, at politikere og regering har et faktisk ansvar for at regere demokratisk, det vil sige til folkets bedste. Det mindre åbenlyse er, at folket også har et ansvar, som strækker sig langt ud over at gå til stemmeboksene hvert fjerde år og afgive deres stemme. Det skyldes, som det blev nævnt, at demokrati ikke er noget, man én gang indfører – det er noget, man hver eneste dag udlever.


Demokrati som ansvarlig livsform


Ordet »demokrati« kommer som bekendt af de græske ord for »folk«, demos, og »magt«, kratos. Magten ligger hos folket. Det er vi som regel også meget bevidste om, når vi stemmer. Men hvis det er folket, der er de reelle magthavere, så må det også være på sin plads at have nogle af de samme forventninger til folket, som man har til den af praktiske årsager mindre, skiftende gruppe af repræsentanter for folket og forvaltere af folkemagten.

Man vil til enhver tid forvente af en politiker, at denne sætter sig ind i tingene og anstrenger sig for at forstå en sag eller et problem på bedst mulig vis. Derfor skal vi forvente det samme af os selv, at vi forsøger at sætte os ind i tingene på bedst mulig vis. Det indebærer, at politikeren, der jo for en kortere eller længere periode lever af det, naturligvis kan forventes at have bedre mulighed for at gå grundigere til værks, men folket har det samme ansvar blot med typisk ringere muligheder. Det er ikke nemt at være magthaver, og det gælder også for folket.

Men, hvis det lige så meget er folkets ansvar ikke bare at have holdninger til det ene eller andet men at have kvalificerede og informerede holdninger, hvordan sikrer man da, at dette ansvar kan forvaltes på bedst mulig vis? Det gør man gennem (ud)dannelse, og det bringer os frem til, hvorfor demokratiet kun sekundært bør forstås som en styreform og primært som en livsform. Det kan også udtrykkes med, at det afgørende ikke er, om landet har indført demokrati, men om landet er befolket af demokrater. Den danske præst og digter Kaj Munk (1898-1944) har beskrevet disse således: “En demokrat er en person, der lider af den fordom, at han vil høre sin modstander.”


Demokrati som samtale


At lytte (til sin modstander) er det ekstra, som skal tilsættes talen, for at den kan blive til samtale. Og netop samtalen er, hvad også en anden dansker, Hal Koch (1904-1963), engang har angivet som hovedingrediensen i det gode demokrati.

Han udgav i 1945 bogen Hvad er demokrati?, som i dag nærmest har opnået klassikerstatus i den hjemlige samfundsteoretiske tænkning. I den siger han blandt andet om demokratiet, at “dets væsen beror på dette, at man mødes og tales ved, at man gennem samtalen når til en bedre og rimeligere forståelse og derudfra formår at træffe en afgørelse”. Demokrati er altså for Koch at se kort og godt samtale og bestræbelse på gensidig forståelse, og, som det tidligere blev nævnt, er afstemningen faktisk mere et nødvendigt onde end demokratiets væsen. Som han udtrykker det i bogen: “Ofte har man – til stor skade for demokratiets anseelse – betragtet selve afstemningen som det væsentlige.” Man kan med andre ord sige, at vi i den ideelle verden samtalede, indtil alle var tilfredse med kompromiset de forskellige synspunkter imellem – men i denne ikke-ideelle verden, vi nu engang bebor, er vi tvunget til at handle løbende og, i stedet for at nå den endelige konsensus, at arbejde fortløbende på en ‘konsensuel’ politik.

Demokrati handler ikke først og fremmest om at kunne stemme – det handler mere grundlæggede om at være sig sin magthaverrolle som demokrat bevidst og efter bedste evne at leve op til det ansvar, som følger med. Det vil i praksis sige altid at bestræbe sig på ikke at blive selvtilstrækkelig i sin meningsdannelse, men derimod gennem samtale ærligt at forsøge at forstå alle synspunkter bedre, og gennem kritisk stillingstagen hele tiden at udfordre disse – de andres såvel som sine egne.

Derfor er det gode demokrati heller ikke i højere grad politikernes ansvar, end det er folkets ansvar. Det er et fælles ansvar, som man dagligt må leve op til, og det sker ikke af sig selv blot ved, at man lever i at demokrati, men ved at leve deri som aktiv demokrat.

EFTERLAD EN KOMMENTAR :

RELATEREDE ARTIKLER :

Chess på Dansk - et genialt træk

  • Kulturnet.dk
  • 0 Comments
  • 9 måneder siden

Hækling: Indtagning, udtagning og afslutning

  • Kulturnet.dk
  • 0 Comments
  • 9 måneder siden