Forfatter: Robert J. Buhl På sin vis er det ganske enkelt at svare på overskriftens spørgsmål: nej.
Naturligvis er filosofi ikke for alle, akkurat som det at spille fodbold, fælde træer, synge opera og lave regnskaber ikke er for alle. Nogle er bedre til noget end andre, og de fleste har – heldigvis – end ikke den store interesse for de ting, de ikke er gode til (og virkeligheden er det jo nok omvendt: de er ikke gode, fordi interessen aldrig har været der). Så: nej, filosofi er ikke for alle.
Og så alligevel. Filosofi som professionel levevej og videnskabelig disciplin er ganske sikkert ikke for alle, men vi overset noget af filosofiens væsentlighed og oprindelige hensigt (om man tør tale nærmest entydigt om sådan en), hvis vi ikke også ser filosofien – eller rettere: det at filosofere – som noget, der vedkommer og vedrører os alle, og som vi, også uden nødvendigvis at være den nye Aristoteles, Kant eller Satre, derfor ikke uovervejet bør feje af bordet som ren og skær esoterisk og for det daglige, almindelige liv uvedkommende spekulation
Filosofien starter med et spørgsmål
Det er allerede blevet antydet, at filosofi kan forstås på flere måder, eller flere plan så at sige, og som noget andet og mere grundlæggende end en særskilt længere videregående uddannelse. Tanken her er den, at filosofi, der jo som bekendt er et ord, som stammer fra græsk og omtrentligt betyder »kærlighed til visdom«, i udgangspunktet ”ikke er andet”, end det at stille spørgsmål. Det kan lyde meget simpelt, og det er det sådan set også, for nogle af filosofiens mest omdiskuterede spørgsmål, kan synes nærmest tilsigtet vittige i al deres tilsyneladende banalitet: “hvad kan vi vide?”, “hvad er et menneske?” eller “hvad er det gode liv?”. Ved nærmere granskning og videre spørgen ind til disse første spørgsmål, vil det dog sandsynligvis snart vise sig, at hvad der til en start syntes åbenlyst, pludselig ikke helt så let giver sig selv. Men det er ikke her det afgørende.
Det er i stedet det, at filosofien, såvel som vel sagtens enhver anden videnskabelig disciplin, drives fremad ved undrende spørgen.
Denne spørgen, som også kan siges at være en kritisk tænkning, er altså filosofiens fundament, og det er først sekundært, oven på dette fundament, at filosofien som egentlig professionaliseret disciplin bygges op
Sokrates: en filosofisk stereotyp
I filosofihistorien er der én mand, som man nok tør kalde for vestlig filosofis grand old man, nemlig Sokrates. Han levede fra ca. 469 til 399 f.Kr. i det antikke Athen, hvor han gik rundt og diskuterede med folk for at blive klogere på, hvad de og han selv vidste – og i særdeleshed hvad de ikke vidste. Han skrev ikke selv noget ned, og vi kender derfor egentlig ikke den ”virkelige” Sokrates men kun den Sokrates-karakter, som er protagonisten i hans elevs, Platons, såkaldte dialoger.
Sokrates’ måske mest kendte citat, som godt er lidt af et pseudocitat, eftersom det intet sted er at finde i den ordrette version, er, hvad der af nogle benævnes det sokratiske paradoks: “Det eneste, jeg ved, er, at jeg intet ved.” Citatet udtrykker den principale skepsis, den kritiske indstilling, som ovenfor er anført som filosofiens oprindelsessted. Pointen for Sokrates var nemlig givetvis ikke den, som man med det første kunne anspores til at tro, at han slet ikke vidste eller mente at vide noget som helst. Han har uden tvivl vidst en hel masse, men alt, hvad han har ment eller troet at vide, har han samtidig forholdt sig skeptisk til.
Han har med andre ord ikke taget noget for givet, blot fordi det nu engang var sådan de fleste forstod det, eller fordi man altid havde forstået det således. Sokrates kan derfor på en måde siges at være indbegrebet af »filosofi«, nemlig forstået som uafladelig kritik af de sandheder og visheder, vi gerne tager for givet – af kærlighed til den sande visdom
Filosofi for alle
Enhver filosofisk tanke er dog ikke lige så god som enhver anden. Det giver nok sig selv.
Desto mere oplyst, konsekvent og nyskabende den filosofiske spørgen er, desto mere oplysende og nyskabende bliver de erkendelser, som følger deraf. Med dette, at filosofi kan siges helt grundlæggende at være en konsekvent udfordring af de fordomme og etablerede sandheder, som vi, ofte helt uafvidende, slæber rundt på, er alt derfor heller ikke sagt.
For denne skepsis skal, hvis den skal være nyttig ud over som enerverende spørgejørgen-tidsfordriv, kvalificeres, hvilket vil sige, at den skal være rede til på én gang ikke at holde noget som helst helligt, at turde udfordre en hvilken som helst given overbevisning, og samtidig ærligt at indrømme og erkende, når noget ud fra en bestemt synsvinkel vitterlig fremstår som sand, eller når et argument virker overbevisende. Disse simple metodiske ”retningslinjer” er langt hen ad vejen, hvad der skal til, for at i denne forstand filosofisk tænkning kan siges at være for alle – og ikke mindst være til gavn for alle.
Det kan være, det synes overflødigt at bruge betegnelsen »filosofi« for en generel undren og kritisk indstilling, men det er netop pointen, at dette er filosofiens essens og følgelig, hvad der til enhver tid har drevet filosofien fremad.
Og så kan det desuden siges at have den pædagogiske pointe, at et demokratisk samfund aldrig bør stille sig tilfreds med ukritisk påduttede og påstået selvindlysende ”sandheder”, der ekskluderende fremstilles som værende ubegribelige eller svært fattelige for såkaldt almindelige mennesker. Det er de sikkert, men det vil vel vise sig, hvis man får syn for sagn. Der ligger således heri også en opfordring til ikke lade sig spise af med vendinger som “det er meget kompliceret” eller “nej, nu bliver det for højtsvævende”, og i stedet kræve – af sig selv såvel som af de andre – at blive præsenteret for ordentlige, oplysende argumenter, som dernæst kan blive underkastet en ordentlig omgang kritik.
Akkurat som Sokrates gjorde det
